Mirit Glas håber at blive lidt grønnere med nyt solcelleinitiativ

(Opdateret 11.april 2024)

Som en virksomhed med et højt strømforbrug på 280.000 kWh årligt, har Mirit Glas nu sat gang i at montere solceller på vores tag, som skal mindske virksomhedens klimabelastning ved fremover at bruge egenproduceret strøm fra solenergi.

Installationen af solceller gik i gang 20. marts og forventes at være færdig i løbet af en måneds tid. 

Den endelige installation vil bestå af 290 solpaneler, der har en samlet overflade på 567 kvadratmeter. Med denne kapacitet forventer vi, at solcelleanlægget vil bidrage med op til 87.000 kWh til vores årlige strømbehov. Dette svarer til omkring 30% af vores samlede forbrug, hvilket vil gøre vores energiproduktion markant mere klimarigtig.

Med dette initiativ håber vi ikke blot at opnå en reduktion på op til 11 ton* CO2 om året, men også at leve op til vores arbejde med FN’s 17 verdensmål og vise et engagement i at fremme en mere bæredygtig industripraksis.

“Det er vigtigt at understrege, at vi selvfølgelig ikke kun kigger på at konvertere vores forbrug til grøn strøm, men at vi også generelt forsøger at mindske vores elforbrug. Vi kan ikke komme uden om, at det koster strøm at hærde og forarbejde glas. Som leverandør af tilpassede glasløsninger – hvad enten det er glasrør eller skueglas vi leverer – koster det strøm at fremstille vores produkter, men nu sikrer vi os, at strømmen er mere klimavenlig,” forklarer administrerende direktør, Jens Milbrat.

Han bemærker også, at både virksomhedens vækst og de faldende priser på solcelleteknologi har gjort dette til det rette tidspunkt for Mirit Glas at investere i solenergi. “Vi ser selvfølgelig også på, at solcelleanlægget vil reducere vores el-omkostninger. Det er dejligt, at vi med samme manøvre kan nedsætte vores CO2-fodaftryk,” siger han.

Solcelleprojektet har også en positiv effekt på arbejdspladsen, hvor der er et stort medarbejderengagement i at arbejde for en mere bæredygtig fremtid og FN’s 17 verdensmål.

“Vi kan mærke, at især de yngre medarbejdere er glade for at vi tager miljøtiltag, på den måde er de også med til at gøre noget for klimaet,” fortæller Jens Milbrat.

For Mirit Glas er solcelleprojektet vigtigt som en del af virksomhedens bredere engagement i klimamål og FN’s 17 verdensmål. Ved at anerkende de udfordringer, der ligger i glasproduktionens energiforbrug, arbejder Mirit Glas målrettet mod at forbedre virksomhedens CO2-regnskab og integrere en mere bæredygtig tankegang i virksomhedens daglige drift.

“Solcelleprojektet er rigtigt på mange måder. Det giver økonomisk mening, det føles rigtigt at gøre, og det er med til at give vores medarbejdere en følelse af, at vi som virksomhed gør noget for klimaet,” siger Jens Milbrat.

*Rettet fra 52 ton til 11 ton. Fejl skyldes forkert beregning hos leverandør.