Mirit Glas satser stort på efter- og videreuddannelse

Mirit Glas har fået et klarere syn på uddannelse

[Denne nyhed er fra 2018 og projektet “Fremtidens Arbejdskraft” eksisterer ikke længere]

Produktionschef Keld Lauridsen er i spidsen for ni medarbejdere i Vojens og mærker, at kunder inden for olie- og gasindustrien, medicinalindustrien og andre brancher stiller stigende krav til dokumentation, både når det gælder produkternes kvalitet og medarbejdernes kompetencer.

Det satte tanker i gang i en virksomhed, der indtil 2015 ikke havde haft for vane at sende medarbejdere på kurser og efteruddannelse, men det ændrede sig, og siden er virksomheden blevet kåret både lokalt og nationalt for deres efteruddannelsesindsats. Mirit Glas deltager nu i udviklingsprojektet Fremtidens Arbejdskraft, hvis formål er at styrke uddannelsesniveauet i små og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark. Projektets mål er at løfte ufaglærte til faglært niveau og at videreuddanne faglærte til akademiniveau.

Afspil video

Kompetenceafklaring

Som led i projektet var alle medarbejdere igennem en kompetenceafklaring i 2015, og den blev gentaget i foråret 2018, da fem nye medarbejdere var kommet til. Resultatet blev, at tre medarbejdere begyndte på en akademiuddannelse, og en blev voksenlærling.

En lære af Fremtidens Arbejdskraft er, at det er en god idé at fastholde medarbejdere med erfaring og løbende bygge viden på med efteruddannelse. Da Mirit Glas for nylig forsøgte at finde en kvalificeret medarbejder, havde blot to af 270 ansøgere relevante kompetencer inden for CNC-styrede maskiner.

Du kan også læse mere om Mirit Glas og vores historie ved at klikke herunder.