Blyglas
BLYGLAS – MATERIALET DER STOPPER DE RADIOAKTIVE STRÅLER
Typisk brug
Blyglas er særligt anvendeligt, når man har behov for at følge processer, hvor der arbejdes med radioaktive stråler.
Glassets egenskaber
Blyglas beskytter mod radioaktive stråler. Afhængigt at råglassets tykkelse kan man opnå forskellige beskyttelsesniveauer.
Blyglas indeholder ca. 48% bly. Glasset er transparent, men har dog en svag gullig tone, der øges med glassets tykkelse. Jo tykkere glas, des mindre gennemsigtighed.
Glassets evne til at beskytte mod stråling kaldes ”blyækvivalens” og henviser til tykkelsen på en blyplade med tilsvarende beskyttelse. Jo højere blyækvivalens, des mere beskyttelse. Blyækvivalensen påvirkes af spændingen på røntgenstrålerne, så det kan være nødvendigt at øge tykkelsen på glasset for at opnå den ønskede beskyttelse.
Eksempelvis vil et blyglas med tykkelsen 7- 8,5 mm have en blyækvivalens på 2,1 mm ved en røntgenspænding på 150k V. Hvis spændingen øges, falder blyækvivalensen.
Mirit Glas tilbyder
Som udgangspunkt leverer vi blyglas i tykkelser op til 11-13mm med en blyækvivalens på 3,5 mm ved en røntgenspænding på 150k V.
Det er muligt at skaffe blyglas, der er tykkere, hvis det er nødvendigt, dog skal der forventes en længere leveringstid.
Blyglas kan skæres på mål med diverse huller og faconer. Blyglas kan ikke hærdes – hverken kemisk eller termisk. Det er dog muligt at støbelaminere blyglas sammen og dermed lave det til sikkerhedsglas.